RICARDO & ELSTRUP


TEATER MOMENTUM / SANS-1

RICARDO & ELSTRUP

URPREMIERE 3. OKTOBER

Du kommer ind i en tom sal. Din guide beder dig tage headset på, og så starter en lydforestilling, der aktiverer fantasi, krop og følelse af nærvær og fællesskab.

 

RICARDO & ELSTRUP er nytænkende lyd-teater. En forestilling, der tager fat i to af de største lokale fodboldstjerner; de fynske EM-helte fra 1992, Richard Møller Nielsen og Lars Elstrup. Det er historien om to store personligheder, som møder kæmpe personlige op- og nedture i deres evige kamp for at lykkes. Det handler om fodbold, holdånd, ambitioner, valg samt de nære personlige beretninger om et liv i kampens hede. Den ene slutter på toppen, mens den anden må sande at presset bliver for stort.

 

Forestillingen er udviklet efter samtaler med Lars Elstrup og den fynske forfatter og journalist Martin Davidsen, der står bag succes-biografien om landstræneren Richard Møller Nielsen – “Mirakelmageren”, og derudover er redaktør på OB-podcasten Stemmer Fra Ådalen.

 

Samarbejde mellem lyd og teater 

Vi tror på, at Teater Momentum og Sans-1 tilsammen udgør en særdeles stærk kunstnerisk kombination. Momentum skaber kunst af den højeste kvalitet, og har et lokalforankret fokus og et nationalt ambitionsniveau. Sans-1 har markeret sig nationalt med lydoplevelser af høj kvalitet og med stor succes, og den kunstneriske kerne i Sans-1 har mange års erfaring indenfor teaterbranchen, som henholdsvis dramatiker, instruktør og skuespiller. Teater Momentum er også det oplagte sted at realisere denne modige og udforskende produktion. Et teater som aldrig har været bange for at tage chancer og udforske og udfordre det danske teaterliv.

 

En anderledes forestilling

Produktionen er en lydforestilling i Teater Momentums store sal. Publikum kommer ind i en helt tom sal, hvor de igangsætter forestillingen samtidig. Herefter er publikum med i en interaktiv og auditiv oplevelse, hvor de skal samarbejde i rummet for at levendegøre fortællingen. Publikum bliver altså “medspillere.”

 

TEKST Brian Wind-Hansen / ISCENESÆTTELSE OG LYDDESIGN Jesper Dupont / IDE OG KONSULENT Jeppe Sand / MUSIKKONSULENT Casper Tornhøj Schärfe / PRODUCENT OG PROJEKTLEDELSE Christina Gaarde Engmann / LYSDESIGN Laura Ovgaard Edlefsen / MASTERING Poul Gejl  / GRAFIK Rikke Mathisen Hansen 

 


VARIGHED 45 minutter


#fællesskab             #præstationskultur            #omverdenspres             #fodbold             #angst

HUSK