HVEM ER PALINKA?


HVEM ER PALINKA?

“Hej der, hvad er dit humor? Jeg vil gerne laere at kende med dig. Jeg ser vil oprette staerke forhold på netvaerk”. Du har modtaget en mail. Den er godt nok endt i din spammappe, og selvom både venner, familie, politikere og sågar politiet siger, at du ikke bør besvare den, bliver du alligevel nysgerrig på og smigret over interessen.

For hvem er denne kvinde, som har skrevet? Hun underskriver sig som Palinka. Hun siger, du også kan kalde hende Payla Lovely. Du ved ikke, hvem hun virkelig er, og hvorfor hun skriver. Men hvad sker der, hvis du svarer hende? Måske er der en derude at snakke med? En der tilbyder dét nærvær og den opmærksomhed, du savner?

Når online og virkelige personaer væves sammen, er det svært at finde ud af, hvordan man møder og forholder sig til andre mennesker. I HVEM ER PALINKA? møder vi for første gang kvinden fra den anden side af skærmen. Kvinden, som desperat prøver at skabe kontakt til dig. Palinkas verden er fuld af ensomhed, afsavn og længsel efter at være tæt på et andet menneske. Eller det er i hvert fald det, du i første omgang får indtrykket af. For efterhånden som du lærer hende at kende, kommer tvivlen snigende, og du må også spørge dig selv: er der andet til denne Palinka?

Denne musikdramatiske forestilling båret af sangstemmer, akkordeon og lyrik lukker dig ind i Palinkas verden. Du mærker Palinkas foranderlige karakter. Du oplever det tankespind, der opstår, når du vælger at stole på et fremmed menneske med såvel gode som dårlige intentioner. Sandheden er umulig at dissekere, og det er svært at styre efter dit indre kompas. Drømmen om en bedre eller anden virkelighed kan være særligt tillokkende. Og hvis denne virkelighed ikke er, hvad du håber, så venter altid et nyt møde forude. Men tør du stole på din mavefornemmelse næste gang, du møder en såkaldt Palinka?


Direktørtid: Velkommen til nye (og rutinerede) årskortholdere

23. august kl. 18.00

Vi mødes i teatrets foyer, hvor Jeppe byder velkommen med levende fortællinger om teatret og sæsonprogrammet. Herefter vil der være rundvisning på teatret, hvor det også er muligt at se alt det bag ved scenen. Vores søde billetkontor vil stå til rådighed ved spørgsmål vedr. billetbestilling. Alle er velkomne, også hvis du ikke er ny. Vi oplever herefter forestillingen HVEM ER PALINKA? kl. 19.30 sammen.

 

Praktisk information:

Direktørtid-events er kun for årskortholdere. Alle arrangementer ligger altid før en forestilling, hvor I efterfølgende går sammen i teatersalen. På grund af pladsbegrænsning er det vigtigt, at du bestiller billet til både talk og forestilling for at kunne opleve begge dele.


 

Iscenesættelse og medvirkende Kunstnerduoen: Gennem Huden, Helene Hasseriis Holten, Justine Hald Boesen Lysdesign Laura Edlefsen Kunstnerisk-konsulent Jeppe Sand Musik-konsulent Casper Tornhøj Schärfe  Fotograf Emma Ishøy

Varighed 60 minutter


#musikdramatik #onlinekultur #tillid #ensomhed #fristelserpånettet