LydLIG vol. 3.
– den feministiske festival
I år er vi så heldige at samarbejde med det 13-kvinder store ensemble Damkapellet som vil opføre 2 helt nye værker skrevet til anledningen. Desuden vil vi fejre udgivelsen af samleværket MEUF vol. 3 hvor mere end 15 ikke-mandlige musikere fra den europæiske scene for eksperimenterende musik har skabt ny musik sammen i nye konstellationer. MEUF vol. 3 udgives på Barefoot Records og fra udgivelsen vil man kunne opleve både Maria Dybbroe, Randi Pontoppidan og Kirstine Lindemann. Derudover vil man kunne høre den fantastiske elektroniske musiker SØS Gunver Ryberg spille solokoncert, samt den anmelderroste jazzkvintet Caktus, Odense-baserede Monica Vejgaard og flere andre optrædende.
Der vil være paneldebat med Trine Boye Mortensen – kunstnerisk leder på Odense Symfoniorkester, Eva-Maria Melbye -kunstnerisk leder på Den Fynske Opera og Christina Holm Dahl – Vicerektor på Syddansk Musikkonservatorium. Samtalen bliver modereret af Maria Dybbroe. Samtalen vil fokusere sig på kvinder i ledelse i forbindelse med kunst og kultur og hvilke muligheder og udfordringer der er forbundet med dette.
Glæd jer til en aften med koncerter og oplæg med fokus på fællesskaber, feminisme og kreativitet!
PARTOUTBILLET: 200 kr + gebyr
Lørdag d. 8 marts.
Unfolded Futures:
Verden er vild. Kriser og komplekse udfordringer fylder vores feed og presser os til at tænke nyt. Kom med ind i et rum for refleksion, handling og nye drømme, når vi stiller spørgsmålet ”Hvad hvis verden var et sted, hvor man…”. Vi lover bløde fløjteklange, svævende melodier og sfærisk nærvær, når vi sammen med jer skaber plads til at udfolde fremtiden. Monica Vejgaard, fløjtenist, komponist og multimediekunstner. Hannah Busk Larsen, sanger, sangskriver og komponist og en del af front-trioen i bandet NEBULAH.
Lindemann/Dybbroe/Pontoppidan:
Tre stærke improvisatoriske stemmer fra den nordiske scene for eksperimenterende musik, står for første gang sammen på scenen denne aften. Kirstine Lindemann er komponist og blokfløjtenist. Randi Pontoppidan er komponist, eksperimenterende vokalist, improvisator og performer. Maria Dybbroe er komponist, saxofonist og klarinettist
Paneldebat:
Christian Holm Dahl – vicerektor på SDMK
Trine Boye Mortensen – kunstnerisk chef på Odense Symfoniorkester
Eva-Maria Melbye – kunstnerisk leder på Den Fynske Opera
Debatten modereres af Maria Dybbroe.
Damkapellet:
Damkapellet er et professionelt musiker- og komponist-kollektiv med en mission om at skabe mangfoldighed og diversitet på den danske musikscene. Vi opfører musik af kvinder, non-binære og transpersoner, og vi eksperimenterer med og undersøger former for kollektiv samskabelse af musik. Damkapellet begår sig alt fra ny kompositionsmusik og improvisation til opera, barok og børneforestillinger. Damkapellet udgøres af 14 kvinder og de opfører denne aften fire forskellige på kryds og tværs af ensemblet:
Lindemann: Forsøg i Gentagelser
Forsøg i Gentagelser er en undersøgelse af forvandlingen i gentagelsen. Med få toner rejser musikken mellem stemmerne med en repetition, der bøjer, slynger, strækker og skubber musikken ind i et tilbagevendende spørgsmål om, hvordan vi i samklangen med andre kan adskilles, flyde sammen og måske forandres?
Tine Surel Lange: En Skog av Lyd
En skog av lyde er et lydværk komponeret af den dansk-norske komponist Tine Surel Lange til Damkapellet.
En Skog av Lyd er inspireret af, hvordan enkelte, spredte træer langsomt gror sammen til en skov, og af, hvordan svampen mykorrhiza fungerer som et symbiotisk netværk mellem planterødder, der gør det muligt gensidigt at kommunikere, udveksle næring og advare hinanden om farer.
Greta Eacot: Gestalt Minimal IV
Den fjerde del af Greta Eacot’s Gestalt Minimal-serie er én lang minimalistisk komposition med én tone skrevet specielt til Damkapellet. Her bliver én tone eller akkord bliver gentaget og udnyttet på forskellige måder. Forvent en frissonistisk og rytmisk massage.
Damkapellet: Signature
‘Signature’ er en lyttende organisme, der undersøger individets friktion i et kollektivt perspektiv. Musikerne bliver komponisterne og omvendt. Hver bidrager med deres unikke stemme og perspektiv. Værket er en dynamisk oplevelse i et ærinde om at skabe samhørighed mellem musikere og publikum.
Søndag d. 9 marts.
Ævestaden:
Ævestaden spiller moderne folkemusik og deres varierede kombinationer af instrumenter, herunder lyrer, violiner, kanteler, vokal, mundharper og elektronik, skaber et særegent lydbillede, hvor tidløse harmonier og lag af minimalistiske motiver skaber en åben og atmosfærisk verden.
Caktus:
Caktus’ musik befinder sig imellem det skrøbelige og det stærke – det smukke og det voldsomme – kammermusik og grooves. Det er den akustiske lyd der er i fokus, og lysten til at eksperimentere og improvisere ind og ud af de ellers stramme kompositioner. Caktus er tæt på at være en dobbelttrio, med to basser og to saxer, tilsat tromme, og med denne samklang og spejling er det oplagt at også temaer spejles, vendes, vrides og udfordres.
SØS Gunver Ryberg:
SØS’ musik er kendetegnet ved kraftfulde og komplekse klangfarver, teksturer og rytmer, der væver sig sammen i et futuristisk og tidløst udtryk, der frygtløst omfavner nutiden og samtidig skaber perspektiver ind i den ukendte fremtid.