MOMENTUMMODELLEN
Hvert år ansætter Teater Momentum tre nye kunstneriske profiler, som får til opgave at skabe én forestilling hver på Momentum ud fra en række dogmer, visioner og benspænd. I 2006 blev MOMENTUMMODELLEN for første gang formuleret ved opstarten af teatret. Visionen var at skabe et tidens teater. Midt i Danmark. Teatret med fingeren på pulsen. Et teater, der aldrig læner sig tilbage, men altid læner sig frem. Et teater, som tilbyder publikum scenekunst af høj klasse, der sætter fokus på Danmark, Verden og Odense. Det er stadig og forbliver Momentums vision for at skabe ny scenekunst.
I 2023 forfines og videreudvikles MOMENTUMMODELLEN med fokus på at styrke den kunstneriske fordybelse samt sikre at modellen i fremtiden indtænker nogle af tidens vigtige fokusområder. MOMENTUMMODELLEN udstyrer derfor teatrets tre egenproduktioner med hver deres visioner, kunstnerhold, dogmer samt kunstnerisk profil. Via tre forskellige moduler kan man ansøge om at blive en del af Momentums nye volume-model. Tre dele, en helhed, ét Momentum. Tre Egenproduktioner. Tre Kunstneriske Profiler. Tre Kunstnerhold. Tre Dogmer. Tre perspektiver: Lokalt, nationalt og internationalt – Ét Momentum.
DEN NYE MOMENTUMMODEL
FOKUS PÅ FORBEREDELSESTID, KVALITET OG UDVIKLING
“Efter 17 år med Momentummodellen er det på tide at forfine og videreudvikle modellen op til i dag. Siden modellen blev formuleret første gang i 2006, har virkeligheden udenfor teatret forandret sig på mange områder, så vi ønsker at udvikle Momentummodellen så den også rummer nogle af tidens vigtige dagsordner og fokusområder, samtidig med den spejler udviklingen i teaterbranchen i forhold til hvordan vi producerer teater anno 2023. Derfor skal fremtidens Momentummodel naturligvis også forholde sig til bl.a. bæredygtighed, arbejdsmiljø og diversitet, ligesom den i højere grad skal rumme behovet for fordybelse, udvikling og give plads til flere scenekunstneriske aktører.”
– Teaterdirektør, Jeppe Sand.
Rammerne for den nye model, vil være et led i at skabe de bedst mulige kår for kunstnerne. Her vil der være fokus på at sikre fordybelsesmuligheder, som skal bevæge sig væk fra tanken om at producere mest muligt indenfor kort tid.
“Modellen er blevet et produktet af tiden, hvor det handler for meget om kvantitet på for kort tid og mindre om kvalitet. Det vil vi bryde med i denne justering af modellen. Vi vil sikre ny fordybelse til kunstnerholdene ved at kvalificere forberedelsestiden inden prøvestart, samt skærpe energien væk fra at skabe den vildeste sæson på et konceptuelt plan til at skabe den vildeste forestilling på et indholdsmæssigt plan.”
– Teaterdirektør, Jeppe Sand.
Momentum vil i den nye model fungere som facilitator for udviklingsprocesser, med et ønske om at skabe de vildeste forløb i samspil med kunstnerne. Ønsket er derfor at etablere et miljø hvor der er plads til læring for kunstnerne, og som samtidig skal udvikle scenekunsten.
“På Momentum vil vi både udvikle scenekunst og udvikle kunstnere. I en opdateret model ønsker vi at skabe nye læringsmiljøer for kunstnere, hvor teatret faciliterer udviklingsprocesser med fokus på både produktionerne og de medvirkende. Vi vil skabe de vildeste processer sammen med eksterne kræfter, som ligger i tiden inden prøvestart. Her vil vi have fokus på f.eks. univers- og formatudvikling, æstetik, publikumsudvikling, feedbackmetoder, testvisninger samt læring om økonomi, fondsarbejde og formidling/kommunikation.”
–Teaterdirektør Jeppe Sand.
Med et ønske om at imødegå de udfordringer kunstnere uden fast scene står over for, er den nye model i høj grad tænkt ind i at skabe et frirum, med plads til at producere nyskrevet dansk dramatik.
“I den nye model vil vi også gerne adressere nogle udfordringer, som vi ser i disse år i den danske teaterbranche: Der er mange frie grupper uden fast scene, som mangler steder at producere scenekunst. Hertil at nyskrevet dansk dramatik har svære kår på de danske scener. Vi vil derfor implementere dette i modellen, så vi med vores resurcer bidrager til at skabe gode muligheder for frie grupper og nyskrevet dansk dramatik.”
– Teaterdirektør, Jeppe Sand.
HELE MOMENTUM SKAL INDGÅ SOM AFGØRENDE DEL AF DEN KREATIVE PROCES
“Momentum skal styrke evnen til at opsamle og formidle viden, løbende fra sæson til sæson, så vi bedre kan sætte næsten 20 års erfaringer i spil når der udvikles og produceres på teatret. Teater Momentums faste hold skal til at facilitere, vidensdele og samskabe i det kunstneriske rum, så vi får samlet alle kræfterne til et fælles ”vi” i udviklingen af nyskabende scenekunst.”
– Teaterdirektør Jeppe Sand.
Som led i den nye Momentummodel, er det afgørende at kigge tilbage mod de oprindelige ideer og visioner for Momentum. Her er det processuelle og reflekterende rum et omdrejningspunkt for alle medvirkende.
“Teater Momentum må ikke bare blive et venue for eksekvering. Det handler om at styrke visionen fra 2006 om at være tidens teater. Teatret med fingeren på pulsen. Det kræver mange flere rum for refleksion, udvikling og samskabelse, hvor alle på og udenfor teatret medvirker.”
– Teaterdirektør Jeppe Sand.
Selvom den nye Momentummodel i høj grad læner sig op ad den oprindelige vision, er en betydningsfuld og konkret ændring, at der ikke længere vil være en nøgle-overdragelse. Når ingen har nøglerne, giver det plads til alle som udviklere af den scenekunst der skabes.
“Tanken om at nogle får nøglerne og overtager Momentum, vil vi gerne gøre op med i den nye model. Tiden er løbet fra denne opdeling i grupper. I den nye model har ingen nøglerne, eller rettere, så har alle nøglerne. Til det samme tomme rum, hvor vi skal samskabe ny scenekunst i en helhed på Momentum.”
– Teaterdirektør Jeppe Sand.
Den nye model er ikke hugget i sten, men er en igangværende proces. Der vil være plads til udvikling og evauleringer, som skal forfine modellen løbende.
“Denne udvikling af modellen er en løbende og længere proces, hvor vi også vil evaluere og justere i fremtiden. Herudover har vi visioner om at udfolde og styrke modellen yderligere ved fondsbevillinger fra gode aktører som vil være med i visionerne om mere forberedelsestid, kvalitet og udviklingsværktøjer.”
– Teaterdirektør Jeppe Sand.
VOLUME 1: DET FØRSTE EKSPERIMENT
VOLUME 1: Et eksperiment. Skuespillerne i ensemblet fik udleveret et kamera til at dokumentere de tre opsætninger de var sammen om at lave. Der var ikke opstillet regler for hvad de skulle filme eller skrevet en drejebog for forløbet hvilket der kom en masse materiale ud af.
VOLUME 2: KAOS I STRUKTUREREDE RAMMER
VOLUME 2: Et sted hvor det komplicerede, bliver forenklet til det minimalistiske. Store følelser og problematikker bliver kogt ned til en kraftfuld maggiterning.
VOLUME 3: ET PARCELHUS-INDRE
VOLUME 3: Leverpostej og staudebede glider i ét med dæmonisk galskab
VOLUME 4: HVAD BRINGER ÅRTUSINDESKIFTET?
VOLUME 4: Er en undersøgelse af danske børns verdensbillede. Lige nu (2011). Hvem er de egentlig – denne første generation i det nye årtusinde og hvad siger deres observationer om os voksne?
VOLUME 5: TAKT, TONE & JANTELOV
VOLUME 5: Klassiske emner om takt og tone bliver udforsket, samt den mørkere side af menneskets natur. Klassiske danske emner som Janteloven bliver sat på spidsen. Momentum volume 5 vil prøve at ramme vor tids (2011/12) nerve og længsel.
VOLUME 6: EN HYLDEST TIL OUTSIDEREN!
VOLUME 6: Med et friskt blik fra den store verden, kaster Momentum sig ud i teamet: OUTSIDERE. Store kunstnere, markante politikere, banebrydende videnskabsmænd – mennesker med særlige visioner, har altid været outsidere. Outsidere er ikke altid nemme at håndtere, de er ulydige, overskrider grænser, de ser ud og opfører sig anderledes end andre. Men de er farverne i et samfunds sort/hvide tankegang, og derfor får de vores fulde opmærksomhed!
VOLUME 7: FORTÆLLINGER FRA FILMENS VERDEN
VOLUME 7: Der tages livtag med tre klassiske historiefortællinger fra filmens verden: Et bankrøveri, en zombieepidemi og en rumrejse til et nyt solsystem.
VOLUME 8: VERDEN SOM SUPER MARKED
VOLUME 8: Momentum udforsker temaet “Super Marked” og sætter i sæsonen fokus på markedet som fænomen, som forførelse, som fiksion og som altkonsumerende “naturkraft”, der styrere vores samfund.
VOLUME 9: KOLLEKTIVT KREERET SCENEKUNST
VOLUME 9: En sæson med fokus på diversitet i såvel performere som i udtryk. I sæsonen eksperimenteres der med kunstens rolle i samfundet, og en ambition om at sætte fysiske og digitale aftryk udenfor teatersalen skabes.
VOLUME 10: DET NY KGL. TEATER
VOLUME 10: Denne sæson forvandles Teater Momentum til Det Ny KGL. Teater, med alt hvad det indebærer. Målet er at producerer et bud på samtlige titler – simultant med Det KGL. Teater. Lillesøster i provinsen vil, på sin egen afmægtige men frimodige facon, lege med storesøster i hovedstaden.
VOLUME 11: BY PROXY OVERTAGER MOMENTUM
VOLUME 11: Er en sæson hvor Momentum overtages af det nordiske scenekunstkollektiv BY PROXY. Det er en sæson om fællesskab, ensomhed, og den inddrager hele Odense som scene!
VOLUME 12: NEO-EUROPA OPSTÅR!
VOLUME 12: Skaber tre forestillinger som alle tager afsæt i virkelige begivenheder. Der udforskes i doku-fiktion i scenerummet og Momentum medarbejdere er alle med til at udvælge dre tre virkelige begivenheder som forestillingerne skal tage udgangspunkt i.
VOLUME 13: UNDERGANGEN NÆRMER SIG
VOLUME 13: Mennesket har altid troet, at det levede i de sidste tider. Derfor er der denne sæson fokus på temaet: Undergang, på Momentum. Der undersøges hvorfor mennesket fascineres af dommedagsfortællinger, og hvad det vil sige for mennesket at være helt tæt på slutningen.
VOLUME 14: TEATER SORT / HVID PÅ MOMENTUM
VOLUME 14: Teater Momentum og Teater Sort/Hvid slår sig sammen i et kompromisløst, kunstnerisk refleksionsrum! Landet er lukket ned af Corona-virus, men Momentum lader sig ikke stoppe. Der tænkes ud af boksen og skabes corona-venligt teater.
VOLUME 15: TVÆRÆSTETISK KUNST PRØVES AF
VOLUME 15: Momentum vil være first-movers og vise vejen for kunsten på flere fronter. Fællesskaber skabes og der eksperimenteres i samarbejde med den kunstakademi-uddannede Mona Sander.
VOLUME 16: NATIONALROMANTIK 2:0
VOLUME 16: Byder på et opbrud med frasen ” Alting var bedre i gamle dage”. For hvorfor skal vi nostalgisk hylde os selv? Har vi ikke gjort det rigeligt? I sæson 2022 / 23 generobre Momentum nationalromantikken og genopdager den på ny.
VOLUME 17: EN ODE TIL HORROR GENREN
VOLUME 17: Vil udfordre den klassiske teaterskabelsesproces, derfor er der hverken en instruktør- eller en scenograf i deres velkendte roller denne sæson. Der udvikles ud fra keywords såsom: rum og sanselighed og der skabes to immersive og interaktive forestillinger.
VOLUME 18: TRE KUNSTNERISKE PROFILER. TRE TEMAER, TRE FORESTILLINGER
VOLUME 18: Er første sæson med den nye MOMENTUMMODEL. Tre kunstneriske profiler udforsker hver deres tema, og der er derfor lagt op til samskabelse på aller højeste plan! Denne sæson bliver temaerne: INTERNETKULTUR, UTILSTRÆKKELIGHED BLANDT UNGE og CANCEL CULTURE udforsket.