VIL DU VÆRE EN DEL AF MOMENTUM?

Hvert år ansætter Teater Momentum tre nye kunstneriske profiler, som får til opgave at skabe én forestilling hver på Momentum ud fra en række dogmer, visioner og benspænd. Vores vision er at skabe aktuelt teater. Midt i Danmark. At være et teater med fingeren på pulsen. Et teater, der aldrig læner sig tilbage, men altid læner sig frem. Et teater, som tilbyder publikum scenekunst af høj klasse, der sætter fokus på Danmark, Verden og Odense. Vil du være med?

 

 

JOBNYT

TEATER MOMENTUM SØGER KUNSTNERISK PROFIL I 27/28: ISCENSÆTTEREN

Teater Momentum søger to kunstneriske profiler til sæson 27/28, en iscenesætter og en dramatiker, som har lyst til at udvikle sin kunstneriske praksis og stå i spidsen for hver sin kunstneriske undersøgelse i sæson 27/28. De to Kunstneriske Profiler bliver tilknyttet hver sit af Teater Momentums faste formater, Byens Stemmer og National Undersøgelse.

Læs mere og ansøg herunder.

TEATER MOMENTUM SØGER KUNSTNERISK PROFIL I 27/28: DRAMATIKEREN

Teater Momentum søger to kunstneriske profiler til sæson 27/28, en iscenesætter og en dramatiker, som har lyst til at udvikle sin kunstneriske praksis og stå i spidsen for hver sin kunstneriske undersøgelse i sæson 27/28. De to Kunstneriske Profiler bliver tilknyttet hver sit af Teater Momentums faste formater, Byens Stemmer og National Undersøgelse.

Læs mere og ansøg herunder.

Teater Momentum søger souschef til bar-, billet- og foyerområdet (Studiejob / Timelønnet Stilling)

Teater Momentum søger en engageret og serviceminded souschef, som sammen med vores Publikumsansvarlige skal være med til at skabe de bedste rammer for publikums oplevelse før, under og efter teaterbesøget.

Som souschef bliver du den Publikumsansvarliges højre hånd og en vigtig del af den daglige drift omkring bar, billet og foyer. Du får en central rolle i at sikre et nærværende værtskab, hvor publikum føler sig velkomne fra det øjeblik, de træder ind ad døren, til de går hjem igen.

Stillingen passer til dig, der trives med ansvar, mennesker og et levende kulturhus. Du bliver en del af et kreativt teatermiljø, hvor der er højt til loftet, korte beslutningsveje og plads til at tage initiativ.

OPEN CALL

Kan du genkende følelsen af ensomhed?

Teater Momentum søger borgere i Odense til at dele deres historie og medvirke i en teaterproduktion. Er det dig eller en du kender?

I forbindelse med forestillingen Forsvindingspunktet, som har visninger i perioden marts-april 2027, søger Teater Momentum borgere i Odense med erfaringer, perspektiver og fortællinger, som kan være med til at give forestillingen liv.

Forsvindingspunktet foregår i Odenses byrum og har ensomhed som sit overordnede tema. Vi leder efter mennesker, der har lyst til at dele deres historie og træde ind i en teaterproduktion, hvor deres fortælling bliver set og hørt af et publikum.

Forestillingen undersøger blandt andet digital ensomhed, fysisk ensomhed, alderens ensomhed og kroppens ensomhed. Den kredser om mennesker, der lever meget alene. Om mennesker, der taler mere med en skærm end med andre. Om byer, hvor mødesteder lukker, og hvor mere og mere kan klares hjemmefra. Underholdning, kontakt, mad, begær og distraktion. Alt kan leveres til døren. Hvor meget skal der til, før et menneske begynder at forsvinde?

Helt konkret leder vi efter

Ældre borgere, som kan genkende noget i det, at livet og hverdagen forandrer sig med alderen. Det kan være, at fællesskaber er blevet mindre, at dagene er blevet mere stille, eller at nogle af de mennesker, der har været vidner til ens liv, ikke længere er her. Vi søger mennesker, som har erfaringer med, hvordan det føles, når relationer forsvinder, og når ens plads i fællesskabet ændrer sig med tiden.

Borgere, som har en tæt relation til AI, for eksempel ChatGPT. Måske bruger du kunstig intelligens som samtalepartner, sparringsrum eller som en fast del af din hverdag. Måske er det blevet et sted, du vender dig mod for selskab, refleksion eller kontakt. Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du har lyst til at dele noget om, hvad den relation betyder for dig, og hvordan den indgår i dit liv.

Borgere, som lever med en fysisk funktionsnedsættelse og føler sig anderledes i mødet med andre. Det kan være, at du lever med en funktionsnedsættelse, sygdom, smerte eller andre kropslige vilkår, som påvirker din hverdag og din måde at være i verden på. Måske oplever du, at kroppen skaber afstand til andre, gør dig afhængig af hjælp eller får dig til at føle dig alene med erfaringer, som ikke altid bliver set eller forstået af omverdenen. Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du har lyst til at dele noget om, hvordan det former dit liv, dine relationer og din oplevelse af fællesskab.

Eller har du en anden fortælling, som relaterer sig til emnet ensomhed, så vil vi også meget gerne høre fra dig.

Hvordan foregår det?

Vi ved, at det kan være sårbart at dele personlige historier. Derfor vil vores iscenesætter, Jonas Preben Jørgensen, støtte dig gennem hele forløbet og hjælpe med at skabe en tryg ramme. Du vil få vejledning og opbakning til, hvordan din fortælling kan komme til live på scenen, så det føles sikkert og respektfuldt. Vi arbejder tæt sammen med dig, så du aldrig føler dig alene i processen.

Skal jeg spille skuespil?
Nej. Du skal ikke spille en rolle, men bare være dig selv og dele det, du har lyst til, om dine oplevelser med ensomhed. Du vil blive fulgt og guidet af et professionelt hold gennem hele forløbet.

Skal jeg medvirke hver dag?
Nej. Forløbet tilpasses så vidt muligt dit liv, din hverdag og dine behov. Det kan være, at forestillingen spiller én gang om ugen, eller flere gange i en periode. Det finder vi ud af i dialog med dig.

Hvorfor skal jeg medvirke?
Fordi din historie er vigtig. Den kan være med til at skabe genkendelse, forståelse og åbne for samtaler om noget, som ofte kan være svært at tale om. Kunsten kan nogle gange gøre det lettere at nærme sig det, der gør ondt, eller det, som ellers kan føles tabubelagt.

Hvor mange prøver skal jeg medvirke i?
Som udgangspunkt forestiller vi os 4-6 prøvegange af 2-4 timers varighed. Prøverne kan ligge i weekender, om morgenen, om eftermiddagen eller om aftenen. Vi er fleksible og planlægger forløbet i dialog med dig, så det i videst muligt omfang kan passe sammen med dit arbejde, din skole og resten af dit liv.

Du vil modtage et honorar for din medvirken. Forløbet strækker sig fra starten af januar til slutningen af marts 2027, med prøver i januar og februar og forestillinger i marts. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at deltagelsen skal kunne hænge sammen med dit arbejde og din hverdag, og planlægger derfor med hensyn til dette. Der er ingen forventning til, at du skal medvirke i hele perioden eller alle tre måneder. Alt dette kan aftales og er, som nævnt tidligere, fleksibelt og kan tilpasses.

Du skal kunne afsætte cirka 6 halve dage på 3-4 timer til at udvikle og øve forestillingen sammen med Jonas Preben, og kunne se dig selv dele din historie 3-20 gange foran et publikum, primært om aftenen og i weekenderne i marts.

Sådan søger du

Det gør du ved at udfylde denne Google Form: https://forms.gle/BnPsg5tYMB5aYy8s5

Ansøgningsfrist: Vi læser ansøgninger løbende og holder derfor ansøgningsfeltet åbent, indtil vi har fundet de fortællinger, vi ønsker at arbejde videre med.

Vi læser alle henvendelser grundigt igennem og vender kun tilbage til dig, hvis din fortælling bliver relevant at inddrage i arbejdet med forestillingen.

Har du nogle spørgsmål, kan du kontakte forestillingens proces- og forestillingsleder, Katrine Flarup Staunstrup, på katrine@teatermomentum.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!
Teater Momentum

PRAKTIK HOS MOMENTUM

Er du nysgerrig på, hvordan en kulturinstitution fungerer bag kulisserne? Hos Teater Momentum i Odense tilbyder vi praktikforløb til dig, der gerne vil prøve kræfter med kommunikation, planlægning og formidling i praksis.

Som praktikant bliver du en del af et lille, engageret team og får mulighed for at deltage i mange forskellige typer opgaver – alt efter dine interesser og kompetencer. Vi tilpasser praktikforløbet til dine behov og lægger vægt på at skabe et miljø, hvor du både kan lære og bidrage med dine egne idéer.

PRAKTISK INFO

Praktikken er ulønnet og tilrettelægges individuelt i forhold til varighed og indhold. Vi anbefaler, at du tager kontakt i god tid, hvis du er interesseret. Send en kort mail til info@teatermomentum.dk med lidt om dig selv, din motivation og hvilke områder, du er særligt interesseret i.

Vi glæder os til at høre fra dig!