Øjne På Jorden

For mig er teater først og fremmest et redskab til at bryde virkeligheder ned til enkeltdele, så vi sammen kan tage dem op og se på dem, med det prisme vores blikke tilsammen udgør. Dernæst et rum at sætte dem sammen i, på alle mulige nye måder vi kan forestille os. I fælles forsøg på at finde nye veje gennem de skæbner, der binder os sammen. Hvad vi ser og forestiller os, er ikke frit af hvem vi er og hvilke historier og erfaringer vi bærer med os.

At bruge det teatrale blik til at møde livet har været en strategi, der har gjort det muligt for mig, at begynde et arbejde med at udskille internaliserede strukturer og at udvide mit handlerum. At gøre det sammen med publikumsgrupper har gjort det muligt at begynde at se på gruppedynamikker, på hvordan roller fordeles mellem os og på hvordan undertrykkende strukturer opretholdes og brydes i fællesskab.

Jeg glæder mig til nu at flytte det blik ind i Momentums sal i en tid, der både kalder på refleksion og handling. Her kommer det tværæstetiske hold til at tage dig med igennem en længere, kontinuerlig refleksionsproces, i hvilken sæsonens forestillinger udgør tre essentielle led.

De tre forestillingstitler er et cut-up af samme sætning, copy pastet fra EU’s satellitovervågningsprogram, Copernicus, og oversat til dansk og arabisk. I løbet af sæsonen vil de blive strukket og uddybet, når vi sammen undersøger, hvad der er at se gennem det menneskelige øje, hvad der er indlejret i vores blikke, hvordan man ser tilbage på en satellit og hvordan vi kan blive bedre til at se både det synlige og det usynlige i og mellem os. I denne undersøgelse vil vi komme omkring emner som helbred, stater, galakser og grænser, og vi vil afprøve hvilken styrke vi kan finde, når vi samler vores blikke på ét fælles punkt.

Vi har brug for flere og større perspektiver. Derfor er jeg glad for at to grupper, der arbejder aktualiserende og aktivistisk med teater (5240 Act Now fra Vollsmose og Lauratibor fra Kreuzberg i Berlin) kommer og gæstespiller og samtaler i løbet af sæsonen og at kulturcaféen Espace Artaud i Sydtunesien indgår i et samarbejde om digitale arrangementer hen over grænsen.

Et spejl splintres. Syv års ulykke eller et prisme af nye vinkler der kommer til syne i skårene?

 

– Monia Sander, Kunstnerisk leder vol. 15

 

Om Monia Sander

Født 1988. Arbejder i et krydsfelt mellem skrift, performance og iscenesættelse. Har udgivet de to bøger, Dominique og Alexander-trilogien – et performanceessay i tre akter, begge på Forlaget Korridor. Modtog Schadeprisen i 2019 for Alexander-trilogien. Dimitterede fra Kunstakademiet i København i 2020 med performanceværket, Break.