TILBUD TIL SKOLER & UDDANNELSER
PUT SCENEKUNST PÅ PENSUM. VI STRIKKER GERNE BÅDE UNDERVISNINGSGUIDES -OG MATERIALE SAMMEN TIL JER, SÅ I TILMED KAN KOMME I TEATRET I UNDERVISNINGSREGI.
Momentum tilbyder både mulighed for at arbejde med uddrag af manusskripter, ved en række udvalgte forestillinger, samt skræddersyet undervisningsmateriale! Vi er altid klar på dialog med jer i forbindelse med arbejdet med teater i undervisningen. Der er også mulighed for at deltage i artist talks med kunstnere, komme bagom scenetæppet i produktionen eller få en rundvisning af teatret.
TEMAER & FORESTILLINGER
For at gøre det nemt for planlægningen af din undervisning, har vi sørget for at inddele udvalgte forestillinger i sæsonen, i relevante tematikker, som du kan arbejde med i dine undervisningsforløb. Dette inkluderer også emner, der kan supplere den øvrige undervisning. Hos Momentum er der i år blandt andet øget fokus på KRIMI & FORSVAR, KLIMA & NATUR, ROBOTTER & DIGITALISERING, SEKSUALITET & KØN, KENDTE & KONGELIGE.
Det, som ikke kan forsvares, kan det måske forklares?
Der sker mange forfærdelige ting i vores verden, og mange handlinger vil aldrig kunne forsvares – men vil det kunne forklares? I en række forskellige forestillinger undersøges det, om der mon findes forklaringer på, hvordan det kunne ske. Vi håber, du vil være med til at opleve, udfolde og starte samtalen.
09.09 LIVE: DITLEV & DÆMONERNE
Præst og forfatter Kristian Ditlev Jensen har mange dæmoner i bagagen: Et seksuelt overgreb i barndommen, storebrorens selvmord og en galopperende alkoholisme – for bare at nævne nogle få af dem. Hans eget livs katastrofer er udgangspunkt for P1-programmet ’Ditlev & dæmonerne’, hvor han sammen med historiker Christoffer Emil Bruun taler med gæster om livets indre og ydre dæmoner.
I forestillingen kommer du med til en idéudvikling, hvor Kristian Ditlev og Christoffer Emil Bruun taler sig frem til det emne og den gæst, som de skal tale med. Derefter opfører de en særlig sceneudgave af radioprogrammet.
Find billet her
10.09 – 11.09 SIGMA
I “SIGMA” dykker Kånstkollektivet ned i “The Manosphere” og undersøger en af tidens mest uhyggelige tendenser. Det er en forestilling om moderne kultledere og deres radikalisering af unge mænd. Hvordan lykkedes de med det? Hvorfor bliver unge mænd gang på gang indoktrineret på nettet? Hvor langt rækker vores sympati for disse mænd og deres handlinger? “SIGMA” undersøger, hvad der sker, når ensomme sjæle bliver grebet af en ekstrem højredrejning og hvilke konsekvenser deres hadefulde retorik og gerninger har for dem selv, for kvinder og resten af samfundet…
Find billet her
29.09 – 30.09 KANNIBALEN
Armin Meiwes er på papiret et normalt menneske. Han passer naboens børn og går på arbejde. Men han fantaserer også om at spise et andet menneske. Armin forelsker sig i Bernd-Jürgen, da de mødes i et chatforum for kannibaler på nettet. De har gennem flere år søgt efter et menneske, der kan forløse deres inderste ønsker, og nu har de fundet hinanden. Bernd-Jürgen vil gerne spises af Armin. KANNIBALEN forsøger at sætte sig ind i to mænds skæbnesvangre handlinger og lyster.
Forestillingen er baseret på den ægte historie om Armin og Bernd-Jürgen.
Find billet her
31.10 – 08.11 FALLING HEADS
Falling Heads er inspireret af den japanske forfatter Akutagawa Ryunosukes krigsfortælling fra 1917 “The Story of a Head that Fell Off”. Forestillingen følger to stammer med fælles rødder: Folkene fra Solsikkerne, som koloniserer Landene af Vildsvinene.
Historien centrerer sig om de fraskilte tvillinger: Steph, en tilhænger af Solsikkeregimet, og hendes tvillingebror Tomasz, en dissident digter fra Vildsvinene. Fortalt i dialog, a cappella, dans, skygge-spil og reportage, forsøger Solsikkerne og deres autoritære ideologi om ‘ren tanke’ at overvinde Vildsvinenes sensoriske oplevelse af verden.
I fabelform undersøger Falling Heads historien, som den bliver forvansket og brugt som statens redskab. Hvem vinder, når fortællingen går tabt?
Find billet her
31.10 – 01.11 ONLY THE ONE YOU LOVE
Hvad er værst? Kærlighed eller had? Og er kærlighed overhovedet en mulighed i en verden bygget på had?
En mand og en kvinde er i deres étværelses lejlighed. De elsker og hader hinanden, hvilket de bliver ved med at minde hinanden om igennem knivskarp sarkasme og forstyrrende grafiske ydmygelser og trusler. Problemet er, at hun er gravid, og de er uhyggeligt bevidste om, at ingen af dem er i stand til at være forældre – begge alt for ødelagte af livet og verden.
”Only The One You Love” belyser de yderligheder, mennesker kan skubbes ud i, når de ikke har de rette ressourcer til at undslippe negativ social arv.
Find billet her
Findes der snart flere nuancer af grøn?
Allerede i 1899 omtaler Tjekhov for første gang klimaudfordringerne i teaterforestillingen ”Onkel Vanja”. Her 126 år efter, sætter Momentum fortsat fokus på klima og natur i det kunstneriske rum. Selvom kritikere med rette kan spørge, om det er muligt at belyse tematikken fra flere vinkler, så forsøger vi fortsat at finde flere vigtige nuancer af grøn.
Vi håber, du vil være med til at opleve, udfolde og starte samtalen.
17.10 – 18.10 MAANOS
Immersive kunstige skove stiger op på scenen, når videoart sammenfletter sig med objektmanipulation og jonglering i denne moderne cirkusforestilling. “Maannos” spirer fra videospilgenerationens længsel efter naturen og strækker sig efter rødderne i skovene. Det er en unik kombination af levende -og video kunst, shamanisme og teknologi, falsk og oprigtig.
Under forestillingen bliver publikum inviteret til at vandre med Tuomas ind i skovene, bede om vejledning fra dyreånder og dykke ned i mørke vande. Tør du udforske naturen?
Find billet her
17.01 Brevet: DET KONVENTIONELLE LANDBRUG
Der kommer brev! Momentums talk- og teaterkoncept BREVET fokuserer på samfundsaktuelle emner. På scenen foran publikum får skuespilleren udleveret et brev, der aldrig er blevet læst højt før, skrevet af en aktuel romanforfatter. Før og efter brevet kommer i spil, er der en samtale med skuespilleren og forfatteren om både tematik og brevet.
Bag oplevelsen ligger et brev skabt af forfatter Rasmus Dalland, som bl.a. er kendt for sin bog “Jordbundet – en rejse rundt i dansk landbrug”. Rasmus har nu fået opgaven at skrive et brev fra det konventionelle landbrug med tanker om samfundet, klimadagsordenen og fremtiden for dansk landbrug.
Hvad mon der gemmer sig i brevet?
Find billet her
24.04 – 25.04 BØLGERNES MUSIK
Inspireret af eventyret om Den Lille Havfrue fortæller forestillingen “Bølgernes Musik” en historie om havets mystik, havfruernes fortryllende dans og om mødet mellem menneske og natur.
Dansere og musikere indgår i en fælles koreografi, hvorigennem forestillingen berører temaer som skrøbelighed, grådighed, længsel og menneskets forhold til naturen.
Find billet her
10.10 – 05.11 KATFISK
“KatFisk” er en forestilling om længslen efter kærlighed, intimitet og kontakt i iPhonens tid. Om de uendelige muligheder, telefonen tilbyder, for at udnytte netop dén længsel. Om virkelighed i fiktionen og fiktion i virkeligheden. Og om at tro, man skal udgive sig for at væreen anden, for endelig at blive set…
“I kom for at høre historier, ikke sandt? Nu bliver I en del af dem.”
Find billet her
06.03 – 01.04 THE CARETAKER
”The Caretaker” er en forestilling, der undersøger, hvad der sker med omsorg i et sundhedsvæsen, der både tager hånd om dig og svigter dig på samme tid. Et system i krise.
Hvordan ændrer omsorgen sig i takt med afviklingen af den nære menneskelige relation, måske endda skiftet ud med nye teknologiske muligheder? Og hvad sker der med kroppen i den her proces? Hvilke erfaringer sætter sig fast, når alle i systemet ikke har tid nok?
Gennem interviews med sundhedsfagligt personale og selvbiografisk materiale, skaber instruktør Katrine Leth Nielsen og dramatiker Sonja Ferdinand sammen med Teater Momentum en forestilling, der dyrker det komplekse, voldsomme og sårbare. For arbejdet med omsorg er aldrig ensidigt, om du er fagperson, pårørende eller syg.
Find billet her
06.01 – 07.01 ØNSKER I SKY
“ØNSKER i SKY” er et værk, hvor publikum komponerer indholdet gennem en ønske-app, og i fællesskab pakker performeren ud.
Forestillingen er en koreografisk undersøgelse af den uro, der opstår, når alt er muligt, og vi alligevel er begrænsede. En rituel søgen efter resonans. En kropslig rejse ind i overvældethed og en blid invitation til at trække vejret. Hvad sker der, når emotioner effektiviseres, når fantasier bliver til indkøbslister og algoritmer? Når varer tårner sig op som uanede muligheder, og gavegivning bliver rent økonomiske transaktioner?
I “ØNSKER i SKY” træder publikum ind i rummet til et fælles ritual. Et fælles åndedræt, et nærvær, en ro.
Find billet her
08.01 LOL – LAUGHING OUT LONELY
“LOL – LAUGHING OUT LONELY” er et musikalsk ekkokammer om et ensomt menneske, der får forvildet sig ind i internettets mørkeste afkroge, hvor selvskadere, misbrugere og misbrugte, racister og andre udstødte samles om et fælles had til verden og sig selv.
Forestillingen består af ti solosange, der sammenfletter opslag fra sociale medier. Et på én gang dystert spejl af vores digitale samtid og en bevægende operaoplevelse, når kontratenor Morten Grove Frandsen med sin vilde stemme fortolker den ulykkelige pige med ‘The Fucking Ugly Face’ eller ‘The Lamb’, som længes efter at blive slagtet. Grove Frandsens livefremførsel blander sig med optagelser af hans stemme, hvormed nye karakterer muterer i en gåsehudsfremkaldende spejling af algoritmernes endeløse spil.
18.05 – 19.05 SIMILI
SIMILI er et symbolsk og æstetisk univers, hvor danser Marcus Alexander Roydes, og dukkefører Astrid Kjær fysisk bearbejder magtbalancen mellem os mennesker og teknologien.
Ved at forvrænge vores umiddelbare forestillinger om dukketeater kan vi opdage nye perspektiver på manipulation, handlefrihed og hvem der egentlig kontrollerer hvem.
Robotdukken M.I.A. føres på scenen af et menneske – eller styres mennesket af Robotten? Simulationer af virkelig menneskelighed slører publikums fornemmelse af, hvem der er afhængig af hvem: Er man en krop, der bruger et redskab – eller bruger redskabet en selv? SIMILI forener mennesket og det kunstige og peger på magtdynamikkerne hos begge, mens forestillingen bevæger sig ind og ud af både de glitrende og de mørke sider.
AVA er et tværæstetisk performativt samarbejde, som inviterer publikum ind i et abstrakt emotionelt landskab med brug af dans, animerede objekter og sansevækkende teater.
19.05 ROBOTEVENTYRET I ODENSE
Er du nysgerrig på, hvordan Odense er blevet en af verdens førende byer inden for robotteknologi? Vil du høre om de nyeste innovationer og få indsigt i, hvad fremtiden bringer inden for robotter og automatisering? Så kom og vær med til et inspirerende talk-arrangement med Thomas Visti, en af Danmarks mest anerkendte erhvervsprofiler inden for robotteknologi!
Efter denne talk vil vi opleve teaterforestillingen “Simli”, der også sætter fokus på robotteknologien i det kunstneriske rum.
27.05 – 28.05 FRA LAUST TIL @LAUSSSTTT
I den anden udgave af DOKUMENTUM møder du Laust Bergh, som vil nedbryde tabuet om psykiske sygdomme ved at tale åbent om sin diagnose, Skizofreni, hvor han har kæmpet mod både de personlige og samfundsmæssige udfordringer, der følger med. Laust er ikke kun en person, der har modet til at tale om sin diagnose, men også en der står ved sig selv, uanset de negative kommentarer og reaktioner, som han har mødt mange af i sin dagligdag.
Trods både ydre og indre modstand, så bliver Laust utrættelig ved med at kæmpe. Lige nu har han næsten 22.000 følgere på TikTok, hvor han dagligt logger ind som @lausssttt. Her har Laust opbygget et unikt fællesskab, som kombinerer hanekam, piercinger og farverig ansigtsmaling med en åben og ærlig samtale om psykisk sygdom. Denne forvanling kan du nu selv opleve live på scenen hos Momentum.
27.08 – 04.09 EKKO
Hvad Er Kærlighed – Og Hvilke Stemmer Kan Synge Opera?
Med udgangspunkt i myten om Ekko og Narcissus undersøger og udvider det helt nye værk ‘EKKO’ af Josefine Opsahl og OperArkitekterne den klassiske operas og kærlighedsfortællings udfoldelsesrum. OperArkitekterne undersøger kærlighedens væsen i den nyskrevne queer opera “EKKO”.
EKKOs univers tager udgangspunkt i myten om Echo og Narcissus, og vi oplever karaktererne udvikle sig og forundres i lydlige og visuelle ekkoer og spejlinger.
“EKKO” udvider operagenren ved at afsøge nye klangfarver og skabe plads til andre typer af stemmer på scenen.“EKKO” er første opera i en mytisk operacyklus på fire operaer af OperArkitekterne.
Find billet her
14.10 – 15.10 BLOODY MOON
“Bloody Moon” er inspireret af den franske filosof George Batailles tekster om begær, erotik, løssluppenhed og galskab og er Dansk Danseteaters kunstneriske leder Marina Mascarells første verdenspremiere til Dansk Danseteater. Mascarell har skabt værker for de allerstørste dansekompagnier i verden heriblandt Nederlands Dans Theater og nu kan publikum endelig opleve hende og kompagniets dansere i smuk forening.
I en verden præget af usikkerhed, krig, teknologi og politisk korrekthed, er Mascarell optaget af frigørelsen fra formaliteterne, og hun hylder livet i al dets pragt. Danserne på scenen giver krop til det dionysiske princip om overdrevenhed, uorden, overtrædelse, leg, fest og ekstase. En forening af de kødelige lyster med de åndelige værdier. I forestillingen fortolkes erotikken fra antikkens guddomme, til erotikken i overtrædelse, ofring og endda mekanik, hvor vi ser gruppens sidste rejse som en organisme, der fejrer livets glæder og sorger på vej mod den eneste mulige afslutning.
Find billet her
20.01 DET’ VITO
“Det’ViTo” er en nyskrevet sjov og medrivende forestilling , der rækker ud over både nationalitet og alder, for den handler om de ting vi alle tænker på: Kærlighed, sex, nærvær, grænser og samtalen mellem os.
Forestillingen følger et ungt par fra deres spontane dans og kys, den første nat sammen til de frie samtaler om lyst, behov og krop. Gennem humor, musik og i et visuelt smukt univers oplever vi dem navigere i akavede og følsomme øjeblikke, der forvandles til latter og nærhed, mens de finder ud af, hvordan man taler sammen om de svære emner. “Det’ViTo” appellerer til det yngre voksne publikum med sine relevante temaer, samtidig med at det giver det modne publikum mulighed for at reflektere over egne erfaringer. Uanset alder får “Det’ViTo” ørene til at blafre og kinderne til at rødme!
Forestillingen har allerede begejstret publikum i Nuuk og er nu klar til at turnere i Danmark på dansk.
Find billet her
24.01 FLOWERS ALSO CRY
“FLOWERS ALSO CRY” er en kraftfuld moderne danseforestilling, som hylder de ufortalte historier om modige kvinder i krig. Forestillingen udforsker forskellige krigsoplevelser fra tab, traumer og fordrivelse til modstand og viljen til at fortsætte, fra vantro og fremmedgørelse til vigtigheden af medfølelse og støtte. “FLOWERS ALSO CRY” minder os om den urokkelige menneskelige ånd, selv i de mørkeste tider.
“FLOWERS ALSO CRY” blev tildelt Den Europæiske Karlspris for Unge i Danmark i 2024, har turneret internationalt og blev præsenteret som et af hovedværkerne på festivalen Tampere Dance Current i Finland.
Find billet her
28.01 – 29.01 K.I.S.S.
Efter flere års selvbegejstret dans i jakkesæt, silkeskjorter og ergonomisk korrekt fodtøj – og efter urokkelige overbevisninger om hvordan verdenen hang sammen og hvor det satans skab skulle stå – er kunstnerduoen nemlig blevet usikker. Og nysgerrig. For øhh… Hvad med kvinderne? Hvordan går det egentlig med dem? Hvad tænker de på? Hvor er de på vej hen? Og hvor forskellige er de i virkeligheden fra mænd?
Det udforskes når DON GNU i samarbejde med instruktør Kamilla Wargo inviterer kvinder på (og bag) scenen. Her vil de rammes af spotten, gå planken ud, afdække klicheer og kaste sig langt væk fra deres komfortzone i en forestilling om kvindernes ret til at være sig selv i et (Don) Gnu-hørmende univers.
“K.I.S.S.” tager pulsen på den moderne kvinde… eller gør den?
Find billet her
20.03 PAS DE DIEU
“PAS DE DIEU” er et ordspil på et fransk term, der bruges om en dans for to. Her er ofte tale om ikoniske kærlighedsdanse i store handlingsballetter, men når Uppercut Danseteater og Fix+Foxy går sammen om at skabe en ny forestilling, er det med ønsket om at gentænke både had og kærlighed.
I “PAS DE DIEU” undersøger vi, hvad der sker, når en danser og en skuespiller mødes i en duet. Vi stiller os undrende og fuld af beundring over for, hvordan to mænd forholder sig til hinanden i en verden, hvor de kun har hinanden. Hvor venskab, kærlighed, vold og sex får frit spil til at udfolde sig gennem ord og bevægelse i en konstant vekselvirkning mellem brutalitet, ømhed, egoisme og omsorg.
Find billet her
08.04 DANCING ON MY OWN
Med musik af blandt andre den svenske superstjerne Robin Miriam (ROBYN) – kendt for sine kraftfulde ballader og medrivende anthems – bliver du draget ind i en verden af genkendelige øjeblikke og stærke følelser. Fra hjerteskærende hjertesorg og rungende ensomhed til begær og betagelse. Fra heftige skænderier til frie og nyforelskede nætter på dansegulvet. “Dancing on My Own” tager dig med på en følelsesmæssig rejse, der rammer lige i hjertet.
På scenen møder vi 6 karakterer, der alle kæmper med kærlighedens uundgåelige spil. Deres liv og følelser flettes tættere og tættere sammen, og til sidst står vi i et univers, hvor grænserne mellem kroppe og identiteter udviskes, og kærlighed, fællesskab og håb flyder over.
Gennem dansen og musikken oplever vi, hvordan vi finder eufori og samhørighed, når vi lader de følelser, der er så overvældende, at de næsten ikke kan rummes, slippe fri og deler dem med hinanden.
Find billet her
21.04 – 22.04 ØDELÆG, SIGER HUN
Lyden af tennisbolde flyver gennem luften og slår mod hendes tindinger. “Jeg er et menneske der er bange, bange for at blive forladt, bange for fremtiden, bange for at elske, bange for vold, for tal, bange for det ukendte, for sult, for fattigdom, for fremtiden”.
Ødelæggelse får ny betydning i performancegruppen Kant Fabriks musikalske og drømmende opsætning af Marguerite Duras’ ikoniske roman Ødelæg, siger hun fra 1969.
Under en kold sommer opholder en kvinde sig på et hotel. Elisabeth Alione er ordineret på sygeophold efter en traumatisk hændelse. Hun er der for at glemme – hendes tilstand mærket af sovemedicin og isolation. Tre fremmede gæster bliver opslugt af hendes bevægelser. Mellem dem opstår en leg, hvor begær og fremmedgørelse kolliderer. Mødet bliver skelsættende for Elisabeth Alione – en ting er sikkert, noget i hende skal ødelægges, hvis et håb skal genopstå.
Find billet her
04.05 – 05.05 KVINDE KEND DIN KROP
Den skelsættende bog vakte opsigt på grænsen til ramaskrig, da den udkom første gang i 1975. Og dette er den første dramatisering af de populære og indflydelsesrige bøger om kvinder og krop. Som rødstrømpernes kampskrift i kvindelig selvopdagelse og selvrespekt var den revolutionær. Siden er den blevet ikonisk og efterfølgende har hvert årti fået sin årgang af bogen.
“KVINDE KEND DIN KROP” udspiller sig som en collage af udtræk fra bøgernes vejledninger, vævet sammen af tanker, følelser og erfaringer fra virkelighedens kvindeliv. Tilsat humor går det over kvinderoller, orgasme og overgangsalder til nyere fænomener som plastikkirurgi og stress. Så tag veninderne, mor og datter med under armen til en kærlig og nuanceret hyldest til kvinder i alle aldre.
Og glem ikke far og søn. For man(d) kan da aldrig lære nok om kvinder og kroppe.
Find billet her
07.05 – 08.05 IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE
Velkommen til en hyper-nuttet verden, hvor high speed high fashion clasher med cute couture.
Det nuttede kalder på dig i kraft af dets behov for omsorg. Samtidig vækker det følelsen ‘cute aggression’ i os – en lyst til at kontrollere og destruere det nuttede.
IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE er en danseforestilling om det nuttedes forførende magt- og mulighedsrum. Om teddy bears, moon boots og masseproduktion. Rid med på en bølge af poppede pasteller og et oprør, der ligger lige under den plyssede overflade.
Find billet her
11.05 – 12.05 BAD GUY
Johannes hacker sin journal, hvor det fremgår, at CKI ikke mener, at han fremstår MASKULIN nok, og nægter ham den hormonbehandling, han så inderligt ønsker. Bare de kunne mærke det, han mærker. Bare de kunne se ham vippe på perronens kant, mens s-togene suser forbi, men i stedet er tredje verdenskrig på vej og han har det forkerte køn. Det går fandme godt.
En dag dukker en chatboks op fra afsenderen Mephisto. Den ukendte tilbyder sin hjælp. Den eneste betingelse er, at Johannes skal lade ham “trænge ind i sig.” Forvirret og desperat indvilliger han, og snart tager hans liv en drastisk drejning. Han får det bedre, depressionen letter, men glædesrusen forvandler sig til noget foruroligende. En fascination af det kompromisløse. Det mørke. Lysten til at sætte hårdt mod hårdt.
En dag dukker en pakke op ved hans hoveddør. Den indeholder et våben.
I “BAD GUY” kolliderer kriser på det personlige, nationale og globale plan. Følg Johannes’ rejse med sin indre kamp, og mærk hvordan den ultramaskuline verdens konflikter afspejler sig i os alle. “BAD GUY” er også en forestilling, der kritisk belyser nationalstaters rolle i det globale samfund og den stigende militarisering.
Find billet her
07.08 HELLIGTREKONGERSAFTEN!
Viola ankommer til Love Town, og som en blid bølge af uhørt poesi om kærligheden skyller hun i land og får alle omkring sig til at antænde i en brand af lyst og passion! Lige indtil det store maskefald.
En komedie om kærlighed og musik, der stiller spørgsmålet: What is love?
Kom til Shakes 10 års jubilæums fest, og oplev et af hans allerstørste kærligheds epos, i en eksplosion af popsang, episk musik og utæmmet begær.
Find billet her
28.08 GHITA NØRBY – ET HÅRDT STED
Ghita Nørby er en af landets mest anerkendte og erfarne kulturpersonligheder – Du kender hinanden fra utallige roller i film, tv og teater. Denne talk har sit afsæt i kortfilmen “Mellem sten og et hårdt sted” som Ghita spiller hovedrollen i. Ligesom kortfilmen, vil også samtalen have fokus på håb, modgang, kompromisløshed, kærlighed og selve det levede liv.
Find billet her
15.09 – 16.09 LYKKE-PER
Peter Andreas Sidenius vokser op i et strengt og moraliserende præstehjem i en lille by i Midtjylland. Her skal man nøjes, være ydmyg og stille sig tilfreds. Men Peter Andreas vil ændre verden. Han flytter til København i en indædt tro på, at han er skabt til noget ekstraordinært stort. Han forkaster sin fortid, kalder sig ‘slet og ret Per’ og hvirvler sig ud i en blodtørstig kamp efter den prestige, han mener, han har fortjent.
“Lykke-Per” foregår i en turbulent tid – for ca. 100 år siden – hvor Danmark satte alt ind på, at den industrielle omvæltning skulle redde os alle: Fantastiske kraft-motorer drevet af naturkræfter og gas skulle ændre verden, som man kendte den, og vække det kulturelle menneske til en ny verdensorden, hvor alle jordens beboere skulle eksistere i solidarisk samhørighed.
“Lykke-Per” er en utrolig fortælling om at ville lykkes i livet – at vriste sig fri af livets spændetrøje, at gå efter det yderste og… lykkes med livet uden at tabe sig selv.
Find billet her
17.09 – 18.09 KLØVEDAL – DET BEDSTE MAN KAN SIGE
“KLØVEDAL – Det bedste man kan sige” tager udgangspunkt i Nadia Kløvedals erindringer om, hvordan det er at vokse op i et helt regelfrit hjem og forsøge at navigere i et ofte kaotisk barndomsliv, frit svævende mellem skiftende forældreroller, kunst, politik, og fællesskabets skiftende luner.
I forestillingen møder vi den voksne Nadia, der under pasningen af sin døende far og i samtaler med sin mor forsøger at forstå det eksperiment, hun var en del af. En personlig og hudløs beretning om at klare sig i kraft af fællesskabet, og lære at finde fred med sig selv som en voksen kvinde og barn af 70’erne.
Find billet her
13.01 – 14.01 BABEL BABEL BABEL
“Babel Babel Babel” er en musikalsk fortælling om englen Babylon, der i en babylonisk blanding af sprog forsøger at hitte rede på menneskenes verden. Det er en grotesk kabaret med humor, ironi og lidenskab.
I forestillingen møder vi en falden engel, en forrykt, der taler med sig selv, himlen og publikum og langsomt drages man stadig dybere ind i kærlighedens og livets afkroge, med både lethed og alvor.
Kabareten er bygget op omkring musik og sange fra 30’erne og 40’erne af blandt andre P.H., Edith Piaf, Brecht, Balz, Weil og Holländer m.m.
“Babel Babel Babel” er en genopsætning af Nattens Babylon i en ny bearbejdning og med ny akkompagnatør Martin Damgaard. Søs Banke turnerede fra 2004 til 2014 med Nattens Babylon sammen med musikerne Torben Lassen og Nikolai Seidelin under navnet ”Babylon Trio. Den daværende kabaret forestilling var en udløber af kabareten Liebe ist Kein Geheimniss som blev til i et samarbejde mellem Søs Banke og Zimmer Theater i Tübingen i Sydtyskland i 2002, hvor den blev spillet første gang med en anden musikalsk besætning.
Find billet her
03.02 – 04.02 RICHARD III
Kongemord, paladsrevolutioner og blodbad!Kongemord, paladsrevolutioner og blodbad på bestyrelsesgangene har eksisteret gennem hele historien. Men al virkelighedens drama til trods, har ingen i verdenshistorien beskrevet magtens destruktive potentiale bedre end William Shakespeare. Richard III er den ultimative forestilling om overklassens indflydelse og en nådesløs kamp for at overleve på magtens tinder.Med afsæt i klassikeren Richard III sætter Teatergrad spot på forholdene i overklassen og magteliten i Danmark anno 2025. Den magtfulde danske elite består af 423 mennesker og overraskende få af dem er folkevalgte politikere. Men hvordan opererer de, hvilken indflydelse har de på dit liv og hvor stor er forskellen egentlig mellem nutiden magtspil og Shakespeares drama fra 1600-tallet?
Find billet her
14.03 LYDEN AF ET LIV I SPOTLIGHT
Amalie Dollerup inviterer til en musikalsk oplevelse fyldt med historier, musik og hjertelige anekdoter, hvor publikum får lov til at træde ind i hendes skuespillerunivers. Fra de skrå brædder til filmscenen har Amalie sat sit præg på musikkens- og skuespillets verden. Hun tager jer tilbage til barndommen, hvor skuespillet allerede var en fast del af Amalies liv. Som en blot ni-årig stod hun i front på scenen med hovedrollen i “Annie”. Derefter gik karrieren stærkt, og hun blev et kendt ansigt fra film og tv; I 1995 gjorde hun sin debut som den unge udgave af Lise Nørgaard i filmen “Kun en pige”, ikoniske roller som Yrsa i “Krummernes jul” og den selvstændige datter Sille i krimiserien “Strisser på Samsø”. Gennem årene har Amalie også bidraget med sin stemme til en række tegnefilm. Særligt er Amalie kendt fra den populære TV2-serie “Badehotellet”, hvor hun med stor succes spillede Amanda Berggren igennem alle ti sæsoner.
Oplev denne musikalske hjertevarme oplevelse fyldt med nærvær, gode historier og musikalske lækkerier. Amalie fortæller om sin anderledes barndom som barneskuespiller og hvilke udfordringer, der har været for hende på vejen til at blive voksen skuespiller. Det er en helt unik historie, for der er ikke mange andre end Amalie, der har taget den udvikling. Det hele bliver knyttet sammen på fornemmeste vis med sange fra Amalies spændende og alsidige karriere og sange, som har en særlig betydning for hende. Repertoiret spænder bl.a. over jazzsange fra Badehotellet, et Liva Weel Potpourri samt musical- og operette klassikere. Fælles for dem alle er, at historien er i centrum. For når Amalie synger, er det med stor indlevelse og historiefortælling.
Find billet her
21.03 MÅSKE KU’ VI – EN SEBASTIAN CABARET
I anledning af Sebastians 75-års fødselsdag genopsættes denne utroligt populære cabaret.
Sebastians sange præsenteres i alle dens afskygninger i denne forestilling og tegner et sørgmuntert, skarpt satirisk og crazy humoristisk portræt af Danmark gennem de sidste 50 års ud-(og af?)-vikling af velfærdssamfundet.
På scenen står skuespillerne Mette Marckmann og Jacob Morild, bassisten Eva Skipper & pianisten, arrangøren og kapelmesteren Morten Wedendahl.
Forestillingen har netop været genopsat på Cafe Liva i Nyhavn i september-oktober 2024 og har spillet for fuldstændigt udsolgte sale.
Find billet her
20.04 HERMAN BANGS SIDSTE REJSE
København 1911. Den danske stjerneforfatter og instruktør, Herman Bang er efter nogle års eksil vendt hjem til sit elskede fædreland. Her sidder han nu, på en af de franske kaffehuse, der er skudt op som små paladser, i den danske hovedstad og planlægger en verdensturné der skal bringe ham hele jorden rundt, som foredragsholder og fortæller. Ensom og syg, slidt af mange års misbrug og ulykke, fornedrelse og rygter, flugt, jagten på at høre til, bestiller han dagens aviser, en kaffe og en cognac. Det lader til at blive endnu en dag i ensomhedens navn, synes han at tænke, da han pludselig får øje på noget af det han elsker allermest i denne verden: Publikum! Nu vågner han, den lille store personlighed, og begynder at fortælle, underholde, dele ud af sit liv og sit forfatterskab, sine sorger og glæder.
Han deler ud fra sin trygge opvækst på Als, der blev afbrudt af tyskernes besættelse i 1864, han deler om sin elskede mor, Thora, der døde da han var teenager, og hvis sind går igen i samtlige af hans berømte kvindefigurer, fra Tine til Katinka Bay. Han deler om journalistik og Irene Holm, om altid at være udsat for sladder, om længslen efter den forbudte kærlighed, og om et Europa lige før Første Verdenskrig bryder ud.
I denne blanding af foredrag og indlevende monologer tager Thure Lindhardt os igennem et af dette lands største forfatteres liv og virke. En musikalsk fortælling om Herman Bang. Organist ved Ansgar Kirke, Tina Christiansen, sætter musik til denne fortælling om fremskridt og opløsning i tiden op til første verdenskrig.
Thure Lindhardt har tidligere lavet en lignende fortælling om Grundtvig, til stor glæde for publikum i hele landet, og denne form, blandingen af musik, foredrag og indlevelse ligger ham meget på hjerte.
Find billet her
28.04 – 29.04 DEN FREMMEDE
Marsault er en nihilistisk ung mand, der bor i 1940’ernes Algier. Efter at have deltaget i sin mors begravelse bliver Marsault involveret i en række begivenheder, der i sidste ende fører til hans arrestation og retssag for mord. Under retssagen bliver der sat spørgsmålstegn ved Mersaults personlighed, og det får skæbnesvangre konsekvenser for den franske kontormand.
Stykket er inspireret af den franske forfatter og nobelprismodtager Albert Camus’ klassiske roman af samme navn og er en gribende fortælling fyldt med dynamiske karakterer og sindrige dialoger, der udforsker temaer om eksistentialisme, fremmedgørelse og det absurde i den menneskelige eksistens.
Find billet her
HVAD FÅR MAN HOS MOMENTUM, SOM MAN IKKE FÅR ANDRE STEDER?
Teater Momentum tilbyder en helt særlig teateroplevelse, hvor eleverne ikke bare ser en forestilling – de mærker den. Momentum arbejder med aktuelle, eksperimenterende og ofte grænsesøgende -og provokerende forestillinger, der udfordrer både formen og indholdet. Eleverne møder teater, som tør stille svære spørgsmål, vende verden på hovedet og skabe refleksion i øjenhøjde med deres virkelighed.
Hos Momentum er nærvær og autenticitet i centrum. Scenerummet er intimt, og eleverne kommer tæt på skuespillerne – både fysisk og følelsesmæssigt. Det gør oplevelsen mere intens og vedkommende end hos mange andre teatre.
Kort sagt: På Teater Momentum møder eleverne et teater, der vil noget med dem – ikke bare underholde, men engagere og skabe debat.
UNDERVISNINGSFORLØB / TILBUD
KOM BAG KULISSERNE HOS TEATER MOMENTUM!
Invitér dine elever med på en spændende rundvisning, hvor de får et unikt indblik i teatrets magiske maskinrum. Vi åbner dørene til scenen, prøvesalen, kostumerne og teknikken – og fortæller om, hvordan en forestilling bliver til, fra idé til premiere. Rundvisningen kan tilpasses forskellige klassetrin og faglige vinkler.
Kontakt os på info@teatermomentum.dk for booking og mere info!
FORBEREDELSE
INDEN I BESØGER TEATRET
Teater er for alle – uanset baggrund og erfaring. Men det kan gøre en stor forskel at give dine elever en god forberedelse. Måske er det deres første gang i teatret? Så hjælper det at tale om, hvad der skal ske. Hvor skal I hen? Hvad er teater egentlig? Og hvad forventer de selv af oplevelsen og hvordan opfører man sig i teatret?
Hos Momentum inviterer vi til åbenhed og nysgerrighed – men vi forventer også at eleverne er forberedte på, hvad de skal opleve og hvordan man er på et teater.
DEN GODE OPLEVELSE
Teater er levende, her og nu – magien skabes i det rum, hvor I sammen med skuespillerne deler øjeblikket. Vi beder jer derfor om at vise respekt for hinanden og for skuespillerne på scenen. Snak under forestillingen? Gem det til pausen eller til efter stykket.
Men husk: Det er helt i orden – og faktisk det, vi håber på – at klappe, grine, græde og lade jer rive med. Det gør oplevelsen rigere for alle.
BILLETPRISER
Billetter til skoler kategoriseres efter alder. Alderskategorierne er: til- og med 25 år for ung-billetter og over 25 år for voksen-billetter.
Skolebillet [voksen] 80 kr.
Skolebillet [ung] 60 kr.
Undervisere kan komme gratis med, men husk at reservér billet via billet@teatermomentum.dk.
Momentum har ikke studierabat. Hold øje med særlige studiedage.
KONTAKT OS
Hør mere om forestillingerne, bestil materiale/manuskripter, uddrag m.m. Skriv til os på info@teatermomentum.dk så finder vi den bedste teaterløsning for dig og din skoleklasse.