Stemmer i Voks


STEMMER I VOKS

Som en del af Resonator festivallen præsenterer vi i år: Stemmer i Voks

Stemmer i Voks er et projekt skabt af kernemedlemmer fra folktronica-orkesteret Sorten Muld. Musikken tager afsæt i en samling rå fonografoptagelser fra den jyske hede fra starten af 1900-tallet. Skrattende voksvalser, der gemmer på de sange, der stadigt levede blandt hedens småkårsfolk på kanten af den nye tid. Sange, der på trods af datidens hårde slid, besynger menneskets ukuelige stræben efter lykken og kærligheden.

Stemmerne fra voksvalserne synger sammen med Ulla Bendixen i nye skumringsmørke kompositioner med trædeorgel, mandolin, forstemt klaver, cello, kontrabas og diskret elektronik godt fremme i lydbilledet.

Stemmer i Voks rækker nænsomt hånden bagud og trækker hedens folk og fortællinger ind i vores verden – et åndeligt og musikalsk møde der skaber bro over tid og mellem generationer.

Og så har vi strikketøjet; Stemmer i Voks opfordrer publikum til at strikke mens vi spiller. Strikket indgår i et efterhånden STORT tæppe, som vi (Ulla) hækler de nye stykker ind i mellem koncerterne.

Læs mere på Resonators hjemmeside: Resonator.dk


“Gennemarbejdet” ⭑⭑⭑⭑⭑ GAFFA – Albumanmeldelse 

“Sublimt” ⭑⭑⭑⭑⭑ GAFFA – Koncertanmeldelse

“Et ægte mesterværk” LineaTrad – Albumanmeldelse