BEMÆRK! Artist Talk d. 22. april efter forestillingen.
ØDELÆG, SIGER HUN
En nyfortolkning af Marguerite Duras’ ikoniske roman fra 1969
Lyden af tennisbolde flyver gennem luften og slår mod hendes tindinger.
“Jeg er et menneske der er bange, bange for at blive forladt, bange for fremtiden, bange for at elske, bange for vold, for tal, bange for det ukendte, for sult, for fattigdom, for fremtiden”.
Ødelæggelse får ny betydning i performancegruppen Kant Fabriks musikalske og drømmende opsætning af Marguerite Duras’ ikoniske roman Ødelæg, siger hun fra 1969.
Under en kold sommer opholder en kvinde sig på et hotel. Elisabeth Alione er ordineret på sygeophold efter en traumatisk hændelse. Hun er der for at glemme – hendes tilstand mærket af sovemedicin og isolation. Tre fremmede gæster bliver opslugt af hendes bevægelser. Mellem dem opstår en leg, hvor begær og fremmedgørelse kolliderer. Mødet bliver skelsættende for Elisabeth Alione – en ting er sikkert, noget i hende skal ødelægges, hvis et håb skal genopstå.
Performancegruppen Kant Fabrik og komponist Matilde Böcher skaber sammen en billedstærk og fysisk forestilling med nykomponeret opera i elektroniske lydlandskaber. Ødelæg, siger hun, er skrevet af den franske forfatter Marguerite Duras og blev til i kølvandet på ungdomsoprøret i 1968. Værket blev i sin samtid et symbol på kulturel, seksuel og politisk frigørelse.
En drømmende forestilling om indre oprør. En aktivistisk klassiker.
Varighed 1 time 20 minutter
Tekst Marguerite Duras Iscenesættelse Kant Fabrik Oversætter Morten Chemnitz / Arena Medvirkende Lasse Steen, S.E. Andersen, Lisa Carlehed, Signe Asmussen (solist), Johannes Lilleøre Komponist Matilde Böcher Scenografi Anne Sofie Vermund Koreografi S.E. Andersen Lysdesigner Brian Cord’homme Rekvisitør Johanne Engbirk