ODENSE AGORA: BE LIKE WATER


TEATER MOMENTUM / DOLPHIN PHILOSOPHY

ODENSE AGORA: BE LIKE WATER

EN TALK OM TAOISME

Kilden finder naturligt sin vej ned til dalen, den går uden om de store sten og bevæger sig helt af sig selv. Som Baloo der flyder med strømmen og får alt, hvad han har brug for, er filosofien om Tao, om ”vejen”, noget man skal lære for at nyde tilværelsen uden stress. For jagten er alt for hård, siger Bjørnen, den kan slet ikke betale sig, når alt det, du har brug for, det kommer af sig selv. Mowgli skal lære at blive en rigtig Bjørn, mener den Taoistiske vismand Baloo, for at kunne handle spontant samtidig med, at man slapper fuldstændig af – doing non doing – det er selve livskunsten, og så skal universet nok sørge for resten. 

Taoismen er en kinesisk naturfilosofi om den mystiske universelle essens kaldet Tao, altings forbundethed og verdens evigt foranderlige natur, der tror på menneskets og naturens fundamentale godhed. En filosofi funderet på tillid. Den har bl.a. inspireret ideen om ”Kraften” i Star Wars og er levende i Tai Chi og Qi Gong.

Kristoffer Steensgaard vil i denne talk fortælle om de centrale tekster og vismænd i taoismen, om kontrasten til et vestligt, kristent verdenssyn og hvordan man bliver ét med universet.

OM ODENSE AGORA

Agoraen var det centrale torv og samlingssted i de græske bystater, hvor kulturelle, politiske, forretningsmæssige og filosofiske møder fandt sted. 

Her kunne alle stille sig frem og debattere et emne af fælles relevans med sine medborgere. Agoraen var derfor arnestedet for Europas første oplysningstid, offentlighed og demokrati. Det var også her man mødte tilrejsende, og således var det her, man både fik og spredte nye ideer.

Dolphin Philosophy og Teater Momentum genopliver Agoraen, for sammen at blive klogere på en række emner, der alle omhandler vores fælles liv i dag.