ASTRID ENGBERG
Jazzsangerinde og komponist, Astrid Engberg, indtager scenen på Teater Momentum som en del af koncertformatet “Koncerter i kulissen”. Med sit karakteristiske udtryk, der bevæger sig frit mellem jazz, soul og eksperimenterende lydlandskaber, har hun markeret sig som en af de mest særegne stemmer på den danske jazzscene.
I dette særlige format præsenterer Astrid Engberg sin koncert i nye rammer, hvor musikken møder teatrets æstetik. Sammen med sit band skaber hun et stemningsfuldt univers, hvor scenografi, lys og rum bliver aktive medspillere i fortællingen. Resultatet er en udvidet live-oplevelse, hvor publikum inviteres tættere på både hendes kunstneriske vision og det nærvær, der kendetegner hendes musik.
“Jeg holder meget af Momentum og glæder mig til at møde publikum med ny musik og i den helt særlige stemning, som Koncerter i Kulissen skaber” – Astrid Engberg
Med koncerter i kulissen udforsker Astrid Engberg nye måder at formidle sin musik på uden at give afkald på det intime og organiske udtryk, der er hendes signatur.
OM KONCERTER I KULISSEN
Koncerten er en del af Momentums tværæstetiske koncept “Koncerter i kulissen”, hvor musik møder andre kunstformer i et tæt samarbejde mellem f.eks. dans, scenografi, lys, visuelle virkemidler og de optrædende.
Til denne koncert vil det være Martin Mørk fra InterArt, som skaber de visuelle oplevelser, der gør koncerten på Momentum helt unik. Som art-tekniker omsætter han musik, lys og scenografi til et levende, sanseligt univers, hvor lyd og visuelle virkemidler smelter sammen. Publikum kan forvente dynamiske lysinstallationer, generative visuals og interaktive elementer, der understøtter musikken og skaber en intim og mindeværdig koncertoplevelse.
MEDLEMMER
Sangerinde og komponist Astrid Engberg
