SKRALDEEVANGELIET


BEMÆRK! Det er ikke muligt at købe billetter uden mad.

SKRALDE EVANGELIET

– DEN STORE JULEKABARET

En sang, der har lydt i 130 år. Et teater bygget på mosejord. Skrald fra dybet, som nægter at være tavst.

Denne december åbner Teater Momentum dørene til en festlig og forunderlig aften oven på Munke Mose – dér hvor åen synger, og hvor myterne langsomt stiger op gennem gulvets sprækker.

Det er 130 år siden, at ‘Vi sejler op ad åen’ blev skrevet og spillet hos Teater Momentum (dengang Odense Sommerteater), og gennem årene har Odense sunget, badet, urineret, festet og sejlet på strømmen. Nu mærkes historiens puls i den gamle teaterbygning, som står på mosejord, hvor vandet stadig drypper fra dybet – og hvor fortællingerne ikke vil tie. Myterne genoplives, og mosens dyb bringer historier og hemmeligheder op gennem sprækkerne under julefrokostbordene.

SKRALDEEVANGELIET – DEN STORE JULEKABARET fejrer julen, Odense og Munke Moses levende historie med teater, musik og nycirkus – blandet med en nøje sammensat julemenu fra Restaurant Værdsat. 

Vi byder velkommen til en aften, der sitrer af liv, poesi og det uperfekte. Måske lidt for tæt på sandheden?

The show must go on!

AFTEN & MENU

Årets julefrokost hos Teater Momentum sætter samvær og hygge i højsædet med fællesspisning som koncept. På aftenen vil en kok fra Restaurant Værdsat, præsenterer og fortælle om måltidet. Der vil undervejs være mulighed for at købe vin, drinks, sodavand, kaffe og te i Den Røde Bar.

Aftenens menu består af cremet kartoffelmos med en mør gryderet af grisenakke, simret med urter og rodfrugter. Dertil en frisk bønnesalat med feta og citron samt en sprød coleslaw med et strejf af sennep. Tilbehør; friskbagt brød med smør. Til slut serveres en lækker kirsebærsorbet.

PROGRAM FOR AFTENEN

  • 18.00 – 19.00: Fællesspisning ved langborde i teatersalen
  • 19.30 – 20.30: Show og optræden fra diverse kunstere/kunstnergrupper
  • 20.30 – 02.00: Hygge og fest

Obs: Der er ikke mulighed for pladsreservation i salen

MEDVIRKENDE Lars Udengaard, Luna Risum Stockmar, Tobias Staugaard Koch, Kasper Grøn, Vicki Bendahl Schultz (Kor Range), Poul Sylvestersen, Odense Film Festival ISCENESÆTTELSE Jeppe Sand

VARIGHED Ca. 1 time