DE UNGE MØNSTERBRYDERE
Under H.C Andersens Festivals stiller Teater Momentum teatrets professionelle scener til rådighed for det unge scenekunstneriske vækstlag. Vi har inviteret fire vækstlagsgrupper ind, som er nøje udvalgt på baggrund af forestillingernes vigtige og stærke fortællinger.
Forestillingerne er skabt af unge med en ambition om at udvikle og dygtiggøre sig inden for deres scenekunstneriske virke.
To af grupperne er desuden vindere af den nationale vækstlagskonkurrence Teaterbattle og er gennem et samarbejde med DATS inviteret til at spille på samtidsscenen.
Med DE UNGE MØNSTERBRYDERE ønsker vi at videreføre en vigtig tradition, hvor festivalen og Momentum insisterer på at være en udviklingsplatform som fortsat synliggør og understøtter det unge talentmiljø inden for teater og dans.
PROGRAM
kl. 13.00 – 14.00 Bare spis videre
kl. 16.30 – 17.30 Sisyfos! Et rullespil
kl. 18.00 – 19.00 Når Fjenden Kommer
kl. 19.30 – 20.30 Sisyfos! Et rullespil
Find dine billetter herunder.
ATLAS
ATLAS er en poetisk og urovækkende queerfortælling om længslen efter et andet liv. Med varme og stolthed fortæller hun om sin søn, Atlas – om hans liv, hans styrke og den mand han en dag skal blive. Men mellem historierne trænger andre fortællinger sig på: minder, drømme og sprækker i den virkelighed, hun forsøger at holde fast i, mens grænserne mellem fantasi og virkelighed langsomt begynder at flyde sammen.
ATLAS bevæger sig i et spændingsfelt mellem drøm og virkelighed, mellem queerness og heteronormative idealer.
En intim forestilling om længsel, identitet og behovet for at skabe en verden, man kan høre til i.
Varighed: 45 minutter
Iscenesættelse Elvira Glahn Dramatiker Davina Dengana, William Sigby Medvirkende Davina Dengana Scenografi / Kostumer Anna Dea, VI:kollektivet Produktionsleder Julie Krøyer Forestillingsleder Ditte Balslev Fotograf Freja Nizam
BARE SPIS VIDERE
Hvordan ignorerer vi alt det, vi ikke tør tale om? Svaret er simpelt: BARE SPIS. DRIK. FEST.
Velkommen til TeaterSAPOs bombastiske debutforestilling BARE SPIS VIDERE. Forestillingen er en nyfortolkning af Much Ado About Nothing (på dansk: Stort ståhej for ingenting), som følger den privilegerede overklasse og deres selvskabte problemer.
I BARE SPIS VIDERE bruges Shakespeares komedie som prisme for nutidens realitetsfornægtelse: Hvis vi ikke kan lide det, vi hører, lader vi som om, det ikke passer. Vi bliver dagligt konfronteret med verdens rædsler – krig, klima, kriser – men vælger at kigge væk og leve videre i vores egen naive boble.
Forestillingen kombinerer klassisk scenekunst med et fysisk arrangement, der vender op og ned på rum, handling og publikums forventninger.
Varighed: 1 time
Medvirkende / Produktion Sofie Hansgaard Vinther, Vitus Randow, Marie Lenler, Oliver Miles, Iben Brahe, Viktor Ziebe, Freja Niebuhr, Victor Haven
SISYFOS – ET RULLESPIL
Velkommen til Hades! Stedet… Ikke guden.
I SISYFOS! ET RULLESPIL møder vi den velkendte myte, genfortalt af manden selv. En historie om magtbegær, mandemænd og mangel på selvindsigt.
Sisyfos, der er berømt for at skubbe sin sten op ad et bjerg om og om igen, har en mindre velkendt fortid præget af egocentriske ugerninger.
Sammen med Sisyfos’ evige skubben mod toppen, møder vi manden bag; en bestemt type mand, vi også kender fra nutidens hverdag, som har indtaget en endnu voksende plads online, hvor han bor på internettets mange ekkokamre. Sisyfos brøler ligeledes sejrsikkert ud i æteren og lader den antikke underverden blive til sin platform. Men hvilke følelser ligger der bag Sisyfos’ udråb?
Spørg jer selv: “Sy’s I os’ det er synd for Sisyfos?”
Varighed: 1 time
Iscenesættere Emil Bau, Emil Tidemann Medvirkende Henrik H. Hedemark, Hiwa van Schayk Lysdesign Daniel Langgaard Komponist / Lyddesign Nikolaj Frehr & Markus Holmgren Kostumer Anne Scharling Toft
NÅR FJENDEN KOMMER
– Et grotesk teaterstykke om krig, kujoner og køn
Vinderen af Teaterbattle 2025 blev af fagjuryen beskrevet som “rå weltschmerz og politisk frækhed med overraskende dissonanser og vilde sproglige billeder. Dertil et enormt gennemført univers, spillet med en kæmpe vilje og en rå sårbar indlevelse.”
Forestillingen NÅR FJENDEN KOMMER skildrer et dystopisk univers, hvor fire mænd – den ene mere uduelig end den anden – på hver deres måde bliver ofre for krigens elendighed. Størst af ofrene er Pigen, der gøres krav på af alle mændene. For kan hun undslippe den evige undertrykkelse, eller er det i virkeligheden hende selv, der lader sig undertrykke af frygten for sin egen autonomitet?
Varighed: 1 time
Tekst Jonas Thorsted Frederiksen Medvirkende Nicoline Dybdahl Malling, Simon Ellehave Jensen, Jonas Thorsted Frederiksen, Julius Rechnagel Skovgaard, Jonas Engelbrecht Larsen
