OTOOTO
OTOOTO er et brusende hav af analogsynths og fløjlsbløde horn. Det er. oprivende og dansevenlige beats. Det er melodiske ørehængere, uforfærdede improvisationer og instrumentalistisk ekvilibrisme. Men frem for alt nytænkende, smukt og samtidsbevidst. Quintetten er Københavnbaseret og består af nogle af landets mest iøjnefaldende unge musikere. Siden deres første udgivelse i 2020 har de med deres distinkte lyd spillet radiokanaler, venues og festivaler op i ind- og udland.
OM KONCERTER I KULISSEN
Koncerten er en del af Momentums tværæstetiske koncept “Koncerter i kulissen”, hvor musik møder andre kunstformer i et tæt samarbejde mellem f.eks. dans, scenografi, lys, visuelle virkemidler og de optrædende.
Til denne koncert vil det være Martin Mørk fra InterArt, som skaber de visuelle oplevelser, der gør koncerten på Momentum helt unik. Som art-tekniker omsætter han musik, lys og scenografi til et levende, sanseligt univers, hvor lyd og visuelle virkemidler smelter sammen. Publikum kan forvente dynamiske lysinstallationer, generative visuals og interaktive elementer, der understøtter musikken og skaber en intim og mindeværdig koncertoplevelse.
MEDLEMMER
Trumpet Jonas Due
Alto sax Oilly Wallace
Bas Matthias Petri
Klaver Calle Brickman
Trommer Andreas Svendsen
