JEG SAA ENGANG ET BILEDE AF DET EVIGE


Bemærk at denne forestilling spiller i Vollsmose Kirke i Odense.

THURE LINDHARDT

JEG SAA ENGANG ET BILLEDE AF DET EVIGE

En stemme. En Organist. Og Grundtvig. 

JEG SAA ENGANG ET BILLEDE AF DET EVIGE er en musikalsk fortælling skabt af skuespiller og instruktør Thure Lindhardt som en hyldest til en af Danmarks største begavelser: N.F.S. Grundtvig.

Det er svært at komme udenom Grundtvig. Hans liv, tanker og virke har præget og inspireret os og gør det stadig i dag. Fra skoler og højskoler til folkekirke, foreningsliv og Christiansborg. Hans salmer og sangtekster er blevet en del af vores kulturelle DNA. Vi synger dem til livets store begivenheder: dåb, bryllup, begravelse – sommer, efterår, jul og påske. Uanset om man tror på Gud, på mennesker eller noget midt imellem, så passer hans sange til os.

Skuespiller Thure Lindhardt har sunget Grundtvigs salmer hele sit liv, uden nødvendigvis at lytte efter. Nu åbner han ordene og forsøger at lytte. Men hvad sker der, når man skiller tekst og melodi ad og lader ordene stå alene, nøgne og stærke?

I en levende oplevelse væver Lindhardt Grundtvigs ord sammen med musikalske indslag, fortæller om manden, tiden han levede i, tolker og spiller ham. Grundtvigs salmer får nyt liv i mødet mellem Lindhardts fortolkning og Tina Christiansens musikalske nærvær, når forestillingen indtager Vollsmose Kirke i Odense.

Varighed 1 time 15 minutter

Forestillingen præsenteres i samarbejde med Vollsmose Kirke, Odense.

Medvirkende Thure Lindhardt Ide / Koncept Thure Lindhardt frit efter Grundtvigs salmer Organist Tina Christiansen