Storgruppe diskussion efter forestillingen [Terningekvinden]

Storgruppe diskussion efter forestillingen [Terningekvinden]

07.10.2020 – 09.03.2021

Deltag i storgruppe efter forestillingen

Momentum har indgået et samarbejde med Institut for Gruppeanalyse i København, og tilbyder en udvalgt aften efter hver af sæsonens egenproduktioner, at publikum kan deltage i en storgruppe-diskussion. Storgruppe-formen giver en ny og anderledes måde at skabe refleksion og diskussion efter en forestilling, hvor de deltagende publikummer i åbent forum deler deres oplevelser om den netop sete forestilling.

Varighed ca 45 min., med start umiddelbart efter forestillingen. Det er gratis at deltage, men man må gerne reservere plads for at tilmelde sig.

 

I sæsonen 20/21 kan man deltage i storgrupper følgende dage:

Terningekvinden – tirsdag d. 01. december 2020

NUL – tirsdag d. 26. januar 2021

Verdensfrelserinden – tirsdag d. 09. marts 2021

Mere info om storgrupper:

Storgruppen er et møde for og med et større antal mennesker. Ofte er det mere end halvtreds; nogle gange dog helt ned til omkring tredive eller derunder. Storgruppen samles i et afgrænset tidsrum – som hovedregel halvanden time – sammen med en gruppeleder (‘the conductor’) – eller to – for at udveksler oplevelser, tanker, erfaringer, fantasier og følelser tit i relation til et givet emne eller en given overskrift, hvorved basale kulturelle, sociale og psykologiske grundprocesser på en gang kan afspejles, undersøges og bearbejdes. Storgruppen kan betragtes som en eksperimentel ramme til udforskning (iscenesættelse), analyse (fortolkning) og symbolisering (sprogliggørelse) af individers oplevelser og interaktion i gruppedannelser af en størrelses- orden, der gør dem ikke-umiddelbart overskuelige, og hvor både opbyggende og nedbrydende kræfter kan optræde. – I storgruppen bliver den enkelte deltager konfronteret med gruppens betydning for kultur, kommunikation, kontakt, fælleskab, personlige grænser og oplevelse af individualitet.

Formål:
Formålet med storgruppen er at give deltagerne mulighed for at opleve og undersøge grupperelaterede processer gennem interaktion sammen med en større gruppe mennesker. – Alle mennesker er på direkte eller indirekte måder medlemmer af en række fællesskaber – aktivt eller passivt, formelt eller uformelt. Storgruppen er et redskab til at undersøge sådanne medlemsskaber og de sociale myter og spil, der knytter sig hertil. Herved skabes der mulighed for at bygge bro mellem de enkelte deltagere og deres socio-kulturelle omgivelser – med storgruppen som ‘trædesten’. Dermed kan individuelle og tavse udtryksformer omformes socialt og via subkulturer udtrykkes i dialoger – såvel indadtil i storgruppen, som udadtil i medlemskaberne.

Info