RAV KONCERT


RAV(DK)

– Uropførelse af værket “De 4 Habitater” komponeret for klarinet, bratsch, cello, trompet, guitar, percussion, 4x vokal og visuals.

Efterfølgende vil der være relase af RAVs debutudgivelse “Lydøer”.

Om værket “De 4 Habitater”

De 4 Habitater er et værk som er bestilt hos komponisterne Birgitte Lyregaard og Jeppe Højgaard af musikforeningen BallHaus. Værket er komponeret for klarinet, bratsch, cello, trompet, guitar, perkussion, 4 x vokal og visuals ved kunstner Georg Jagunov.

De 4 Habitater består af 4 dele som tager afsæt i hver sit naturhabitat, udvalgt fra de beskyttede områder i EU’s NATURA 2000 plan. Indenfor hvert habitat udforskes de forandringer, der påvirker alt levende: Årstider, nat og dag, klima og organiske møder. Koncerten akkompagneres visuelt af kunstner Georg Jagunov, der ved hjælp af projection mapping og digital animation vækker en to meter høj skulptur til live. Under koncerten fungerer multimedia-skulpturen som et samlende scenografisk element for musikken.

Om udgivelsen “Lydøer”.
RAVs debutudgivelse Lydøer bliver udgivet som download koder indgraveret på stykker af rav, som herefter vil kunne lyttes til som musik og være kunstgenstande i egen ret. Et multifunktionelt kunstværk, der i stoflighed, anvendelse og produktionsaftryk står som et bæredygtigt alternativ til den klassiske vinyludgivelse.

Musikken på Lydøer er indspillet på RAVs øhop-turné ’21 og tager afsæt i øhavets natur og menneskets sammensmeltning med denne.

Projektet er støttet af Koda Kultur/with support from KODA Culture, Statens Kunstfond, KSFR, Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund og William Demant Fonden.