KLIMAFORANDRINGER

KLIMAFORANDRINGER (DK)

01.12.22

OBS! Koncerten foregår på Ryslinge Højskole.

Klimaforandringer samler flere af musikscenens mest fritænkende musikere i et potent ensemble.

Orkesteret bygger lag af perkussive polyrytmiske strukturer, iørefaldende ostinater og flerstemmige ambiente vokaler. Klimaforandringer leger sig ud af verdensmusikkens generiske skammekrog, søger grænseløsheden i musikken og gør musikalsk oprør mod regler og genrebegrænsninger.
I februar 2022 udkommer bandets tredje album “Mørket på Solens Krop”. Her præsenterer Klimaforandringer et udtryk der bærer præg af en længere modningsproces. Numrene på den nye plade trækker tråde til et mørkere, mere elektronisk inspireret univers, men stadig på et dansabelt fundament med dybe grooves og trance-inducerende lydlandskaber. Teksterne bæres af ønsket om at formidle sindstilstande af forbundethed, fortvivlelse og politisk afmagt, for i samspil med musikken at røre lytterens nysgerrighed og opfattelse af sig selv i nutiden.
Debutpladen ”Ånder” udkom i 2016 på en smuk tolvtommer-vinyl med håndtegnet coverdesign af kunstneren Karen Segall. I slutningen af 2017 udkom bandets andet album SLÆGT til stor anmelderros og med seks koncerter i Danmark. I 2018 spillede bandet sin første europæiske tour der bragte bandet forbi bl.a. Amsterdam, Berlin og Nijmegen. I 2019 spillede Klimaforandringer ligeledes på den prestigiøse hollandske branchefestival Eurosonic.

Koncerten er skabt i samarbejde med Ryslinge Højskole med støtte fra Statens Kunstfond.

Foto: Henrik Pultz Melbye
INFO