TEATER MOMENTUM
HEKSE-
UNDERSØGELSEN
ÅRSKORTPREMIERE 20.FEB
URPREMIERE 22. FEB
I en forbandet skov et stykke uden for byen er der ingen der tør gå. Der går rygter om en gruppe hekse, der engang boede langt inde i mørket, i et hus med tre etager. Træerne i skoven er tætte. Dyrene i skoven er ikke som andre dyr i andre skove. De er misdannede, de humper afsted og hvæser.
For år tilbage dristede en kvinde sig ind i skoven og nåede så langt som til huset om natten. Det er i hvert fald sådan hun fortæller historien om rædslen. Og om lyset. Nu, nogle år efter, har hun taget to af sine venner med tilbage i skoven. De har telt med. Proviant, lygter og varmt tøj. Om natten er de bange.
I HEKSEUNDERSØGELSEN er scenen en skov, karaktererne er publikum, heksene er virkelige. Der er ingen vej tilbage, kun frem.
En undersøgelse af rædslens væsen.
Tusmørket trækker over skoven på Teater Momentum. Med en sidemakker i hånden oplever du HEKSEUNDERSØGELSEN – en anderledes, udfordrende teaterfortælling fra indersiden af et telt. Her overhører du – som et lyttespil – de fundne lydoptagelser fra tre menneskers sidste døgn før deres forsvinden.
Gysets mester, dramatiker Jokum Rohde, byder dig en fortælling om øjne i mørket, angsten for angst, mistroen, overtroen og vrangbillederne, som ankommer ved mistet fodfæste. Frygten for dét, som du ikke forstår er grundstenen i denne åbenlyse reference til filmhistoriens måske mest grufulde klassiker The Blair Witch Projekt fra 1999.
DRAMATIKER Jokum Rohde / ISCENSÆTTELSE OG SCENOGRAFI GRIF – Ditte Marie Walter Tygesen og Mikkel Rostrup / INSTRUKTØRASSISTENT Matilde Bregnhøj / MEDVIRKENDE Lucia Vinde Dirchsen, Ludvig Brostrup, m. fl. / LYSDESIGN Laura Overgaard Edlefsen / LYDDESIGN Laurits Esben Jongejan / ILLUSTRATION Halfdan Pisket
VARIGHED 60 MINUTTER
#lyttespil #frygt #angst #blairwitchproject #heksenelever