Det Der Drikker

Det Der Drikker

29.03.2022 – 31.03.2022

Jeg ankommer to timer for sent til en  havefest. Det er sikkert også bare en  dødssyg fest, hvor der sker ikke en skid,  og hvor der sidder sløje tøsebørn ud over  det hele og sipper Lambrusco og siger  ligegyldigheder sammen med deres veganske hipstermænd, der drikker økologiske specialøl og smiler bløde smil ud  over det hele. Fuck det, den fest skal jeg fandeme nok få rykket op i gear! 

DET DER DRIKKER går uden berøringsangst lige i kødet  på temaet alkoholisme. Med både seriøsitet og latterfremkaldende, anarkistisk fortællelyst bliver vi taget  med bagom beruselsen. Manden på scenen rejser med  publikum igennem misbrugets vanvid i mange stemmer,  farver og tilstande – fra det nervepirrende, smertebelagte,  standup-gakkede til det fortabte, hjælpeløse og hjertegribende. Alt er på spil for vores karakter på scenen.

DET DER DRIKKER handler om at være fanget i misbrug  og selvdestruktion, men også om at prøve at finde en vej  ud af misbruget og frem til en ny måde at leve på.

Det er en fiktiv, men personligt inspireret, monolog af og med Olaf Højgaard, med instruktionskonsultation fra Christian Lollike og Sigrid Johannesen. Olaf Højgaard og Christian Lollike har tidligere arbejdet sammen om blandt andet forestillingen Manifest 2083 om Anders Behring Breivik – en af dansk teaters mest debatterede forestillinger nogensinde.

Varighed 75 min.

Forestillingen kan også opleves på Sort/Hvid den 22. – 26. marts 2022.

Info